Det indlæg, hvor jeg kloger mig på parforhold...

Weekend i Hamborg

Jeg har været på en 3 dags-tur til Hamborg med et par gode veninder, og det var skønt. Det er længe siden, jeg har drukket og spist så meget – omend det også blev til en enkelt løbetur i byen, hvor jeg fik set den botaniske have “Planten und Blomen”, som er et rigtigt fint sted – som også har en virkelig fin legeplads, hvis man er afsted med familien.

Som mange andre før mig har skrevet, er Hamborg så fin til en weekend-getaway. Det meste kan ses på en 3 dages tid. Der er masser af lækre restauranter, og prisniveauet er yderst fornuftigt. Vi boede i bydelen Sankt Pauli, som er meget low-key og en smule råt. Man kan sagtens gå fra Sankt Pauli og til centrum, men Ubahn-systemet fungerer fint og er i øvrigt også billigt at benytte.

Spis billigt i Hamborg:

1: Xeom, Karolinenstrasse 25

På Xeom fik vi mega lækker vietnamesisk mad og skønne cocktails til ingen penge. Selvom restauranten måske er lidt vel hypet og mange før mig har skrevet om den, er den altså intet mindre end fantastisk. Stemningen er meget low key, ingen ryglæn på stolene og elinstallationer hænger og dingler under loftet, belysningen stinker – alligevel serverede de de bedste forårsruller, jeg har smagt, skøn pho og lækre drinks.

Vi spiste og drak (en del) tre mennesker for 57 € – ca. 430 kr

2: Gretchens villa, Marktstrasse 142

Hyggelig lille cafe med romantisk indretning (- kan I huske den gang, vi malede alting hvid og sleb det lidt på kanterne med sandpapir?) Omend Gretchens villa var lidt so 5 years ago i deko, serverede de dejlig morgenmad: friskpresset juice, avokado og laks af sublim kvalitet, flere slags æg og naturligvis croissanter og god kaffe.

Vi kom af med 49 € for os alle tre- ca. 360 kr

3: Cafe Panda, Feldstrasse 37

Om aftenen er Cafe Panda en vandpibecafe, og det kan man faktisk godt lugte… – ellers er der intet ondt at sige om Cafe Panda. Serviceniveauet var sky-højt, og den gode kaffe blev serveret med et lille glas vand med lemon og mynte. Den søde tjener fremtryllede sandwich med tun og avokado på smørristet brød – og nød tilsyneladende at udskære og strø jordbær og grøntsager med rund hånd ud over etagefade. Alt var lækkert, og der var super hyggeligt, selvom der var delte meninger om loungemusikken i vores selskab.

38 € for morgenmad mit alles til tre personer 285kr

  

Alt i alt var det en super tur til Hamborg. Det er et ret kontrastfyldt sted, fra galskaben på drik og bol-gaden Reperbahn til den mondæne indre by, til den afslappede stemning i bydelene Sankt Pauli, Sternshanze og Karolinenviertel.

Ligesom i Berlin er der masser af legepladser overalt, og byen er særdeles familieegnet især til den korte get-away.

…Men det er ikke Berlin…

 

 

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det indlæg, hvor jeg kloger mig på parforhold...