Ting, der undrer mænd ved kvinder…

Vi skal kende vores mænd, noget bedre. Hvorfor dog det? – Så vi vi nemmere kan få vores vilje såmænd. Jeg har fra pålidelig kilde her 5 af de ting, der undrer mænd mest ved kvinder. – Måske flytter du også konstant rundt på dit nips? – eller måske kan du nikke genkendende til nogle af de andre…

1: At kvinder laver om:

Manden og jeg havde den lige den anden dag:

Manden. ”Men jeg forstår det ikke, jeg troede, du var glad for den blå farve”

Mig: ”Det er jeg også”

Manden: Men??? – laver du så bare om, fordi du trænger til noget nyt?”

Ja, det gør jeg. Nu har jeg set længe på en blå væg, så nu vil jeg noget andet. Mænd skal være glade for, at vi rykker rundt og maler vægge og køber sofapuder. Ellers fik vi måske oftere lyst til at prøve en ny mand.

2: Hvorfor pludselig dette altoverskyggende fokus på øjenbryn?

– Got me, – det må jeg indrømme, det forstår jeg heller ikke… Jeg har ikke set sådan en øjenbryns-iver siden min salig farmor barberede sine af og tegnede dem op med en blyant. Det udtryk skulle man lige vænne sig til, da hendes øjenbryn pludselig reagerede med overraskelse på alt, hvad man sagde.

3: Hvorfor går kvinder på toilettet sammen?

– Den er nem. Der er to muligheder; enten brokker vi os over vores mænd – eller bagtaler andre kvinder. Gerne noget med: ”Maries røv er mega stor i plissé!” – det er som om, vores egen røv bliver lidt mindre af lige at fyre sådan en af…

4: Hvorfor shopper vi nøjagtig det samme på ferien, som vi kunne have købt 2,2 km fra vores bopæl?

Det er fandme også mærkeligt. Men der er bare noget over det ”ferie-mode”, der får en til at tænke; jeg kunne sgu godt gå i noget stropløst – som den storblomstrede sari, vi alle sammen købte i 90’erne i Lloret de Mar, og aldrig brugte siden. På samme måde bliver H&M-køb pludseligt mindst ligeså eksotiske, som de er uundværlige.

5: Hvorfor bestiller kvinder en salat – men ender med at spise stort set alle mandens pommes frites?

Igen en nem en. Det er simpelthen fordi kalorierne ikke tæller, når de kommer fra en andens tallerken, og dermed tæller med i hans kalorieregnskab. Og så er det også bare federe at bestille en salat, så man kan lave øjne til tjeneren, når manden bestiller en burger med ekstra bacon.

( Jeg håber også, at I er klar over, at småkager, der er gået i stykker ikke indeholder kalorier. De er faldet ud.)

Selv tak

Møs fra det lille graa hus

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *